Mens ærgrelsen i Danmark efterhånden er gledet ud i glemslen efter den sure fjerdeplads ved VM i Kroatien, så har værtslandets skuffelse over finalenederlaget til Frankrig langt fra fortaget sig. Til den kroatiske nyhedsportal javno.com går vicepræsidenten for det kroatiske håndboldforbund, Zoran Gobac, til angreb på det danske dommerpar Lars Ejby Pedersen og Per Olesen, som han hævder lod sig betale for at lade Frankrig vinde VM-finalen. En finale, franskmændene med eller uden dansk hjælp i hvert fald vandt 24-19. »De to dommere er nødt til at uddybe i retten, hvorfor de dømte, som de gjorde, og hvem der fik dem til det«, siger Zoran Gobac uden at forklare nærmere, hvad han mener med »i retten«. Gobac gik allerede få dage efter VM-finalen til angreb på de danske dommere, som efter hans skøn lod 23 tvivlsomme kendelser gå franskmændenes vej, mens kroaterne blot ’fik’ hjælp ved tre lejligheder. Derfor nedsatte det kroatiske håndboldforbund et udvalg på fire unavngivne personer, der skulle analysere finalen. Deres rapport er ifølge Gobac klar om knap to uger. »Og resultatet er en katastrofe«, bebuder Gobac. Letpåklædte damer Den kroatiske reaktion kommer bare få dage efter, at Lars Ejby Pedersen og Per Olesen fortalte til TV 2’s sportsmagasin LPS, at der i forbindelse med en officiel middag under VM-turneringen i Kroatien på et tidspunkt dukkede letpåklædte damer op, som det danske dommerpar opfattede som prostituerede. »Alle dommerne blev inviteret ud på en meget lækker restaurant en aften efter en kamp. Det var et lukket arrangement, som værtsnationen stod for. Derfor undrede det os også, da det på det tidspunkt vælter ind med letpåklædte damer«, sagde Lars Ejby Pedersen ved den lejlighed. Kroatien ønskede andet dommerpar Lars Ejby Pedersens øjenvidneberetning har sat gang i dementierne i Kroatien, hvor historien om de prostituerede er blevet godt stof, siden den via tyske medier også havnede i de kroatiske avisspalter. »Jeg synes, det er latterligt. Der var et par piger, der var med som dates, men jeg havde ikke forestillet mig, at de (dommerne, red.) ville synke så lavt. Jeg er overrasket over, at de fortæller det nu. Hvor har de været? De ansvarlige myndigheder var til stede under disse middage, så de kunne have fortalt det til dem dengang«, siger Gobac, der gerne vil vide, hvilken af de tre middage, der blev holdt for dommerne under slutrunden, der er tale om. »De skal være bange for resultaterne af eksperternes analyse og ikke beskæftige sig med dette (prostitutionssagen, red.). Deres næste skridt vil vel være at sige, at vi gav dem penge. Når alt kommer til alt, siger deres kendelser rigeligt om dem«, siger Gobac. »Faktum er, at vi offentligt bad IHF (det internationale håndboldforbund, red.) om at udpege andre dommere inden finalen«, siger han og fortæller, at det kroatiske landshold har haft problemer med danske dommere siden VM-finalen i 2003. Men regner man den finale med, har Kroatien kun tabt én af de fem kampe – den seneste finale mod Frankrig. Angreb var forventet Den ene halvdel af dommerparret, som Politiken har talt med, tager det kroatiske angreb helt roligt. »Jeg må sige, at vi tager det her helt afslappet. Det var, hvad vi forventede«, siger Lars Ejby Pedersen. »Vi vidste jo godt, at det kunne have konsekvenser at stå frem og fortælle, hvad vi havde oplevet under VM. Så det her er helt forudsigeligt«, siger halvdelen af duoen, der samtidig understreger, at hverken han selv eller Per Olesen er blevet forsøgt bestukket af hverken den kroatiske eller den franske lejr for ud for finalen. »Selvfølgelig er jeg da forundret. Faktisk har vi jo fået anerkendelser for vores præstation fra IHF, vores dommerkolleger og fra en hulens masse håndboldsagkyndige. De eneste kritiske røster kommer fra det kroatiske håndboldforbund«, fortæller Lars Ejby Pedersen. Det danske dommerpar er på baggrund af deres oplevelser i Kroatien og efterfølgende udtalelser til TV 2 blevet bedt at fremlægge deres oplevelser for IHF.
Dansk dommerpar tager angreb afslappet































