Mikkel Hansen var toneangivende som både igangsætter, oplægger og afslutter i landsholdets EM-kvalifikationskamp i Minsk mod Hviderusland, mens Casper U. Mortensen var fremragende på venstrefløj som afløser for den pauserende Anders Eggert.
I den enorme og nærmest gabende tomme ishockeyhal, hvor isen i dagens anledning var blevet påført et blåt tv-gulv, der ikke altid så lige fast ud, men var blevet godkendt af den danske delegation, var der med ni Mortensen-træffere og seks pletskud fra verdensklassespilleren Mikkel Hansen aldrig tvivl om den danske sejr, som blev på 36-26 efter 17-12 ved pausen.




























