Bundesligaen i håndbold har ikke alene ry for at være den stærkeste og bedste håndboldliga i verden. Det er skam også, hvad ligaen kalder sig selv på sin officielle hjemmeside: Die stärkste Liga der Welt.
Og i denne sæson er Bundesligaen ’forstærket’ af hele 20 danske spillere fordelt på 9 klubber. Et imponerende antal, som fortæller, at ligaen ikke blot har stor tiltrækningskraft, men også – hvad den tidligere Flensburg-træner Anders Dahl-Nielsen understreger – at de danske spillere er så gode og i så høj kurs, at halvdelen af de tyske klubber rækker ud efter danske spillere.




























