Hvis de danske håndboldkvinder på forhånd kunne have bestemt, hvordan deres åbningskamp mod Japan ved VM på hjemmebane skulle forløbe, ville det nok have været nogenlunde sådan som den kom til at udvikle sig i virkelighedens verden. For under overværelse af 11.071 tilskuere - herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den lokale udenrigsminister Kristian Jensen (V) - i Hernings Boxen. kom danskerne flyvende fra start og vandt knusende sikkert med 30-21.
Danskerne imponerede med en taktisk disciplineret indsats, hvor især forsvaret meget effektivt fik lukket ned for det hurtige japanske spil, og i angrebet fik holdet hurtigt indstillet sig på de akavede og alternativt spillende modstandere.


















































