Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Norge får rumænske bank og tager nul point med videre

Lyt til artiklen

Norges håndboldkvinder har vundet seks ud af de seneste syv EM-slutrunder, men det bliver svært for nordmændene at vinde igen i år.

Nordmændene tager nemlig ikke nogen point med over i mellemrunden, efter at holdet onsdag aften tabte med de klare cifre 23-31 til Rumænien.

Det er første gang siden EM i 2000, at Rumænien slår Norge ved en slutrunde.

Tidligere i turneringen tabte Norge også til Tyskland, der også er videre til mellemrunden fra gruppe D.

Begge holds angreb kom bedre i gang end målvogterne og de forsvarende spillere, og derfor var målfrekvensen høj i kampens første fase.

Ved stillingen 8-8 begyndte rumænerne at få gang i defensiven, og det udnyttede østeuropæerne til at opbygge et forspring på 18-12 ved pausen.

Norges landstræner, Thorir Hergeirsson, fandt ikke formlen til at vende det truende nederlag i pausen.

Rumænerne blev ved med at holde en komfortabel afstand på måltavlen blandt andet på grund af en velspillende Cristina Neagu i angrebsspillet.

Derfor kom Norge aldrig tæt på et comeback. I stedet udbyggede Rumænien føringen, som nåede at være oppe på ni mål, inden alle de rumænske reserver i slutfasen sørgede for at køre sejren hjem.

Rumænien har gjort rent bord i det indledende gruppespil. Derfor tager holdet fire point med over i mellemrunden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her