I Sverige har håbet om en ny storhedstid i håndbold spiret i de seneste år, og i dagene op til VM-slutrunden i Danmark og Tyskland er det sprunget ud i fuld flor. Troen på, at det er svenske spillere, som 27. januar står med guldmedaljerne om halsen og pokalen i hænderne efter finalen, har vokset sig stor og stærk blandt eksperter, og den knebne sejr på 27-24 over Egypten i Københavns Royal Arena har ikke rokket afgørende ved optimismen.
Sidste år nåede Sverige frem til EM-finalen, som holdet dog tabte til Spanien, og det resultat lagt sammen med tre bemærkelsesværdige comeback i landsholdstrøjen har sendt guldfeberen helt til tops i broderlandet.




























