Næsten syv måneder efter sin udnævnelse skal Jesper Jensen for første gang stå på sidelinjen som landstræner, når kvindelandsholdet torsdag aften møder ærkerivalen Norge i Horsens, og det er samtidig den første landskamp siden 26-26-opgøret mod Serbien ved VM 12. december i fjor.
Resultatet mod serberne betød som bekendt, at det danske hold mistede muligheden for at kvalificere sig til de olympiske lege i Tokyo, men Jesper Jensen får alligevel hænderne fulde, fordi han på ganske kort tid skal forberede sit mandskab til EM på hjemmebane i december.


























