De dobbelte danske verdensmestre og olympiske sølvvindere sendte med en knusende sejr på 35-25 over Norge i den sidste test inden afrejsen til EM-slutrunden i Ungarn og Slovakiet en klar besked til konkurrenterne. Den lyder i al sin enkelthed, at Danmark stadig spiller vanvittigt flot, scorer rigtig mange mål, har en fantastisk bredde og alt i alt melder sig klar som en af topfavoritterne til europamesterskabet.
Kampen mod Norge i Hillerøds tomme Royal Stage understregede, hvilket enestående spillermateriale landstræner Nikolaj Jacobsen råder over, og samtidig er konceptet nu så indarbejdet, at alle kender deres plads og opgave, når systemerne rulles ud.




























