Før afrejsen til VM-slutrunden i Sverige og Polen fortalte Nikolaj Jacobsen, at han dag for dag blev skarpere til jobbet som landstræner, selv om han ikke havde daglig omgang med spillerne og dermed kunne præge dem i den retning, han ønskede. De sjældne samlinger med landsholdet gav mere tid til fordybelse, sagde han i et interview med Politiken, og sådan punkterede Nikolaj Jacobsen den gængse opfattelse af posten som et sted, hvor træneren bliver lidt uskarp.
Hvordan Nikolaj Jacobsen forvalter denne skarphed, har de hidtidige begivenheder i Malmø, Stockholm og Gdansk været et skoleeksempel på, for en del er ændret undervejs fra de indledende storsejre over Bahrain og Tunesien til semifinaledramaet mod Spanien, hvor en sejr på 26-23 sendte de dobbelte verdensmestre i endnu en slutkamp.
Landstrænerens gameplan blev, allerede inden første bold var kastet i Malmö Arena, delvis ødelagt, da Rasmus Lauge måtte tage plads på tribunen med en skade i læggen. Her blev bagspilleren og ligeledes en af de vigtige brikker i defensiven siddende helt frem til den sidste og meget afgørende kamp i mellemrunden mod Egypten.
USA var øjenåbner
Mod de lidt mindre nationer fik Lauges fravær ikke den store betydning, men det begyndte at nage mod Kroatien, og kampen, der for alvor ændrede alt, og som tvang Nikolaj Jacobsen til at tænke i nye baner, var helt konkret de 60 minutter mod USA.
Til den kamp sendte landstræneren de spillere i aktion, som indtil da havde fået knap så meget spilletid, og ganske vist blev det til en sejr, men udtrykket gav bange anelser før mødet med Egypten, som indtil da havde spillet en flot turnering.
Nikolaj Jacobsen reagerede prompte ved at indkalde Niclas Kirkeløkke fra bundesligaklubben Rhein-Neckar Löwen, og set i bakspejlet burde højrebacken have været med i bussen til Malmø.
Kirkeløkkes tilstedeværelse gjorde Nikolaj Jacobsen i stand til at gennemføre et taktisk greb, som nu har ført hans mandskab frem til VM-finalen. Landstræneren efterlyste i Lauges fravær mere fysik på backpositionen, når Danmark forsvarede, og det fik han i Kirkeløkkes skikkelse.
Derfor kan det undre, at landstræneren i første omgang indkaldte Michael Damgaard, da Lasse Møller måtte forlade Sverige med en skade, for Magdeburg-spilleren er notorisk dårlig i forsvaret. Det blev der endnu en gang ført bevis for i kampen mod USA, hvor Damgaard gjorde en forfærdelig dårlig figur i defensiven, hvor han i perioder skulle dække fløj.
Men Nikolaj Jacobsen fik rettet op på fejltagelsen i tide, og med Niclas Kirkeløkke på den ene back og Magnus Landin på den anden, når Danmark forsvarede, kunne Mathias Gidsel og Simon Pytlick tage den mindre hårde defensive tjans ude på fløjen og stadig være med, når Danmark skulle hurtigt den anden vej.
Skal der peges på en enkeltstående faktor, som har skabt den danske VM-succes, er det indkaldelsen af Kirkeløkke, for han har været nøglen til at løse de danske forsvarsproblemer.
Vejen banet for Pytlick
Til gengæld banede Rasmus Lauges skade vejen for Simon Pytlick på venstre back, og han har ved VM fået et gennembrud meget lig det, hans gamle GOG-kammerat Mathias Gidsel fik i Kairo for to år siden. Og lad mig da bare gentage, at Pytlick før ankomsten til Malmø havde spillet blot ti kampe på det danske landshold.
En stærk defensiv får selvfølgelig også betydning i VM-finalen mod Frankrig, og et andet centralt punkt bliver, om franskmændene i lige så høj grad som Spanien formår at slå det danske angrebsspil i stykker.
Spanien havde held med at stå meget højt i banen og dermed ødelægge arbejdsbetingelserne for den danske bagkæde, som ellers har været en af VM-slutrundens helt store oplevelser.
Simon Pytlick, Mikkel Hansen og Mathias Gidsel har i flere af de foregående kampe drevet gæk med modstanderne, og det franske forsvar kommer på en svær opgave mod denne trio, der lige nu er den måske bedste angrebsformation i international håndbold.
Franskmændene har spillet en solid VM-turnering uden nederlag, og holdet slog immervæk de svenske VM-medværter i semifinalen. I den kamp i Stockholm var det især de franske stregspillere, der rev svenskerne i stykker, og landstræner Nikolaj Jacobsen regner ikke med, at Frankrig vil kopiere den spanske forsvarstaktik, alene fordi de ikke har spillerne til det.
Derimod råder franskmændene over en solid midterblok, som nok skal forstå at tage fat i de danske spillere. Landstræner Guillaume Gille har desuden fået en lang række unge spillere med til at supplere veteranerne Luka og Nikola Karabatic, Vincent Gerard og Valentin Porte, og chefen for ’Les Bleus’ råder i Dika Mem desuden over en af verdens allerbedste spillere.
Danmark har også foretaget et glidende generationsskifte, så de unge Simon Pytlick, Mathias Gidsel og Emil Jakobsen allerede nu spiller hovedroller, men forestillingen om, at Frankrig råder over et gammelt og slidt landshold i modsætning til Danmark er skudt helt forbi.
Den aktuelle franske VM-trup har en gennemsnitsalder på 28,1 år, mens Danmarks spillere i gennemsnit er 29,7 år, men umiddelbart ser fremtiden alligevel temmelig lys ud for Danmark, hvad enten det bliver til den tredje VM-titel på stribe eller sølv.
OL-billetten er hjemme
Med finalepladsen har Nikolaj Jacobsen nemlig sikret sig selv gunstige arbejdsbetingelser i de kommende tre år, fordi landsholdet ikke skal ud og jagte kvalifikation til diverse mesterskaber.
Fordi Frankrig er den ene part i VM-finalen, udløser Danmarks kvalifikation til guldkampen en plads ved de olympiske lege i Paris næste år. Franskmændene er nemlig som værter allerede sikret en plads i feltet.
»Det giver noget ro. Vi skal ikke ud at spille nogen stressende kvalifikationskampe. Så der kan vi bruge tiden på at bygge videre på det, vi allerede er godt i gang med nu«, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
Og der bliver endnu mere ro til at forberede sig for det danske landshold. Næste års EM i Tyskland, VM i 2025 samt EM i 2026 bliver alle med dansk deltagelse – for de to sidstnævnte slutrunders vedkommende er Danmark som medværter direkte kvalificeret.
Finalen i Tele2 Arena er en gentagelse af bronzekampen ved sidste års EM, som Danmark vandt. De to nationer har gennem de seneste år spillet et væld af afgørende kampe mod hinanden, og bortset fra EM-finalen i Herning i 2014, hvor Danmark blev ydmyget på hjemmebane og tabte 41-32, rummer historien et væld af meget lige opgør.
Danmark vil helst tænke tilbage på OL-finalen i 2016 og semifinalen ved VM i 2019, hvor det begge gange lykkedes at få skovlen under de franske finaleeksperter.
fortsæt med at læse
