Et uafgjort resultat tirsdag aften mod Østrig sendte Spanien ud af EM i håndbold efter gruppespillet.

Østrig sender håndboldstormagt ud af EM på mål i de døende sekunder

Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Alle semifinaler ved EM i håndbold siden 2012 har været med spansk deltagelse, men sådan bliver det ikke i 2024. De spanske håndboldherrer, der vandt VM-bronze sidste år og EM-sølv i 2022, er færdige ved slutrunden i Tyskland, efter at holdet skuffende spillede 33-33 i den sidste gruppekamp mod Østrig.

Inden kampen tirsdag aften stod Spanien med to point efter de to første kampe, mens Østrig havde tre point. Kroatien havde allerede taget gruppesejren med fem point, og dermed var Spanien presset til sejr over østrigerne for at spille sig videre, men det endte i en spansk fiasko. I de døende sekunder udlignede Østrigs Tobias Wagner til 33-33, hvilket sendte Østrig videre på bekostning af spanierne.

Det spanske landshold fandt aldrig rytmen i kampen. Normalt er spanierne kendt for en stærk defensiv ført an af verdensklassemålmanden Gonzalo Pérez de Vargas mellem stængerne, men Spanien formåede aldrig at lukke ned for Østrigs offensiv.

Særligt den østrigske profil Nikola Bilyk var godt skydende og konstant en hovedpine for spanierne. Den østrigske skytte endte kampen på otte scoringer.

Det blev heller ikke nemmere for spanierne, da holdets store profil Alex Dujshebaev i slutningen af første halvleg fik et direkte rødt kort for en hård tackling.

Kampen bølgede frem og tilbage, og føringen skiftede konstant i opgøret, hvor det i løbet af anden halvleg blev tydeligt, at det var i de sidste sekunder, at kampens afgørelse ville blive fundet.

I det sidste minut gjorde Spaniens vævre højrefløj Aleix Gomez det til 33-32 på straffekast, men østrigerne svarede altså igen og sendte de spanske forhåndsfavoritter ud af turneringen.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her