Da Niklas Landin reddede det sidste desperate makedonske skud, viste måltavlen 9 sekunder tilbage. Og stillingen var 32-32. Og da bolden sprang fra Landins fod ud til René Toft, var der færre. Og endnu færre, da Mikkel Hansen fik afleveringen fra Toft. Og bare 2 sekunder, da Hans Lindberg greb det præcise kast fra Mikkel Hansen. »Lige i det øjeblik ser jeg op på lystavlen. Den viste 58 sekunder. Så jeg vidste, jeg skulle af sted. Og jeg havde bare et kort spring og en flyvende afslutning«, fortalte en lykkelig Hans Lindberg, da den slidsomme danske sejr var en kendsgerning.
MINUT FOR MINUTDanmark vinder i sidste sekund »Hvor jeg satte bolden? I mellemhøjde, vil jeg tro. Men jeg er ikke sikker. Og det er vel også lige meget«, lød det fra fløjspilleren, der med halvandet minut tilbage af kampen brændte en afslutning fra fløjen. Det var Hamburg-spillerens mest spektakulære afslutning i karrieren. I hvert fald kan han ikke erindre, at han nogensinde har gjort noget lignende. »Vi havde tørstet efter en sådan kamp – for vi ved alle, at vi er bedre end det, vi havde vist indtil da. Nu løfter det hele holdet til de næste kampe. Vi får se, hvad der sker«, sagde Hans Lindberg.



























