Guld lugter ikke, siger man. Men der var dog en svag duft af guld over de danske VM-spillere, da de i går – veloplagte og meget glade efter opvisningssejren over Kroatien i semifinalen – udstillede deres gode humør og høje forventninger til denne søndags finale mod den spanske værtsnation i den olympiske kæmpehal Palau Sant Jordi, der ligger højt til vejrs på Montjuïc med en storslået udsigt over Barcelona og et langt kig til det blå Middelhav. Og selv om det altid kan være farligt at have for stor selvtillid – for den slags kan skabe blindhed over for ens egne svagheder og modstanderens særlige styrke – så er en beskeden dansk optimisme til at forstå.
LÆS OGSÅ Lindberg: En finale mod Spanien var hele tiden målet
Spillet i semifinalen mod det kroatiske mandskab, der ellers havde taget status som turneringens mest sublime hold, bl.a. i kraft af overbevisende sejre over Spanien og Frankrig – kroaterne spillede ikke spekulationshåndbold for at undgå at møde de stærkeste hold – var af en sådan karat, at jeg næppe kan mindes en dansk indsats med så få mislyde.
Klogskabens triumf
Det var klogskabens og tålmodighedens triumf, da det danske hold – ikke som ’underhunde’, hvilket Wilbek & Co. ellers søgte at bilde alle ind, men snarere som ulve forklædte som offerlam – fuldstændig kontrollerede semifinalen og på intet tidspunkt lukkede Kroatien ind i kampen. Faktisk var der tale om en magtdemonstration baseret på et så dygtigt og velkonstrueret forberedelsesarbejde, at det aldrig gik op for kroaterne, hvad der skete.
Med sejren er Danmark i sin anden VM-finale i træk. Og mellem disse to finaler er det lykkedes for danskerne at blive europamestre – samt klokke gevaldigt i det under den olympiske turnering i London. Det sidste resultat tæller som det udråbstegn, der skal fortælle, at man selvfølgelig ikke kan tage succes for givet i sportens verden.
Store gulddag: Vi presser citronen lidt ekstra mod Spanien Det er altså et finaleerfarent mandskab, der går på banen mod det spanske hjemmehold i eftermiddag. Som det eneste ubesejrede hold i hele VM-turneringen. Otte sejre på stribe giver selvtillid – og så betyder det ikke alverden, at der sidder måske 17.000 spanske tilskuere på tribunerne. Et sådant tribunetryk har de danske spillere oplevet før, situationen var den samme for et år siden i Beograd, hvor lige så mange og endnu mere ’vilde’ tilskuere forsøgte at blæse danskerne ud af hallen i EM-finalen mod Serbien. Den gik ikke – og det sker heller ikke i dag. Faktisk elsker de danske spillere tribuneballade; det giver kampen det nødvendige præg af netop kamp, og det opildner dem til at levere det bedste af det bedste. Motivationen vil være helt i top, adrenalinpumpen vil buldre, karrierens højdepunkt er NU. Og hvis alt dette lægges ind i den rette taktiske ramme og spillerne evner at følge opskriften med tålmodighed og klogskab, ganske som mod Kroatien, kan intet hindre dem i at stå som verdensmestre, når det er frikadelletid i Danmark. Denne gang lykkes det
