Danskerne fik nej til sidste træning i skyggen af bizarre kontraster

Åbning. Den enorme arena midt i ørkenen bliver næppe på noget tidspunkt helt fyldt under VM.
Åbning. Den enorme arena midt i ørkenen bliver næppe på noget tidspunkt helt fyldt under VM.
Lyt til artiklen

Ude i ørkenen, ude i sandet og gruset, 27 kilometer fra Dohas himmelstræbende glaspaladser og buldrende trafik, ligger Lusail Multipurpose Hall, en kæmpe blåternet arena, der kan rumme 15.300 tilskuere, og som mest af alt ligner en gigantisk skildpadde med en rygskade.

Og inde under taget, hvor Qatars håndboldlandshold – som består af importerede spillere fra syv forskellige nationer – i aftes mødte Brasilien i VM-slutrundens åbningskamp med et væld af sheiker, emir Hamad bin Khalifa Al Thani og kronprins Frederik på tribunen, skal Danmark spille alle sine kampe, meget gerne sluttende med finalen søndag 1. februar.

Læs også

VM-værten Qatar kommer fra start med en sejr

Det er dansk forårsvejr i Qatar, solen skinner lystigt, og kommer man fra det nordiske sjappe-sjask, er livet lige til oprullede skjorteærmer, røde kinder og velbehagelige suk. Hvis man da ellers kan lukke øjnene for, at man befinder sig i en stat, der godt nok er skattefri, men hvor demokratiske rettigheder ikke findes, og hvor de cirka 1,4 millioner importerede arbejdere, der skal betjene den rige oliestats egne små 300.000 borgere, lever under slavelignende forhold.

Det er kulissen for dette mægtige arrangement, som har antaget olympiske dimensioner. Og jeg kan sige, at jeg ikke i min tid som håndboldreporter – og min første slutrunde var i 1978 – før har oplevet et så voluminøst mesterskab.

Værten betaler for pressen

Pressedækningen er kolossal, hvilket også må tilskrives, at arrangørerne og Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har inviteret et stort antal journalister fra de 24 deltagende lande kvit og frit. En mærkværdighed, der også står i bizar kontrast til den kendsgerning, at det bliver den håndboldslutrunde i nyere tid, der får færrest tv-seere.

Rettighederne til at transmittere turneringen til den store verden ejes af den Qatar-baserede tv-station Al-Jazeera, som betalte IHF over 600 millioner kroner. Og for at få de penge ind igen har prisen været høj for de købende tv-stationer – som DR og TV 2, der er gået sammen om at bære byrden, og som derfor skiftes til at sende Danmarks kampe.

Men mange tv-stationer, der traditionelt viser håndbold, har valgt at sige nej tak til at vise den dyre turnering, der er den blot fjerde VM-slutrunde uden for Europa. Og dermed mister sporten kraft i sin udbredelsesstrategi.

VM-overblik:

VM-overblik: Danmarks trup, programmet og VM-historien

I Danmark kan man imidlertid følge med, helt som man plejer. Og det rutinerede danske hold – Bo Spellerberg skal i gang med sin 14. slutrunde, Kasper Søndergaard med sin 11. slutrunde og Anders Eggert sin 8. – lover, at oplevelsen ikke bliver dårligere end de foregående slutrunder, hvor det danske hold har deltaget i medaljekampene.

»Der er ikke noget, der fortæller os spillere, at vi har et svagere hold, end da vi nåede frem til finalen i 2011 og 2013. Vi er på det samme niveau, men vi er, synes jeg, endnu bedre spillet sammen end dengang«, siger fløjspilleren Anders Eggert inden Danmarks premierekamp mod Argentina i den indledende pulje D.

Aksen er fit til opgaven

»Desuden er vores akse på holdet, Niklas Landin, René Toft og Mikkel Hansen, skadefri, og de har udviklet et større kendskab til hinanden. Så jeg tør godt sige: Alt er godt. Vi er et stærkere hold, end da vi tabte til det franske mandskab i EM-finalen for et år siden. Og jeg kan også love, at vi ikke kommer til at slå op i banen, hvis vi rammes af modvind. Vi vil kæmpe for at vinde hver eneste kamp«.

Mikkel Hansen mener, at det danske hold er særdeles godt forberedt til turneringen – men landstræner Gudmundur Gudmundsson kan godt bruge al den tid, han kan få, til at sætte holdet op.

Derfor var han også temmelig mellemfornøjet, da han i går kunne konstatere, at arrangørerne havde aflyst det danske holds anden træning, fordi man ønskede, at danskerne skulle deltage i den storstilede åbningshøjtidelighed.

Arrangørerne ville endda gerne have haft det danske hold til at medvirke i generalprøven tidligere på dagen, men det afviste man.

Gudmundsson har taget 17 spillere med til Doha, men han må blot bruge de 16. Bagspilleren Mads Mensah Larsen trak sorteper og indleder VM-turneringen på tribunen.

Mads Mensah ofret: Må indlede VM som dansk reserve

Rasmus Bech

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her