VM startede lidt hakkende, men med fire mål i træk fra 3-5 til 7-5 og seks i træk fra 7-6 til 13-6 var den ged da barberet?
Niksen-biksen.
Argentina fik kæmpet sig tilbage og dermed fik Danmarks mandlige håndboldlandshold en skrækkelig start på VM ved at spille 24-24 mod de sydamerikanske mestre.
Mikkel Hansen ledte forgæves efter sit spil, der så mange gange har reddet Danmark i trængte situationer, og Mikkel Hansen var da også tæt på at afgøre kampen med ét minut tilbage, da han ved 24-23 fintede sig fri - og tabte bolden.
10 sekunder til at score sejrsmålet
Det gav Argentina chancen for at udligne, og så havde Danmark 10 sekunder til at score et frelsende sejrsmål.
Et indspil til Jesper Nøddesbo gav et frikast, som Mikkel Hansen efter spilletidens ophør fik ansvaret for, men selv om han fik bolden forbi forsvarsmuren, blev afslutningen reddet af den argentinske målmand.
Danmark spiller næste gang på søndag mod Saudi-Arabien, der indledte med at tabe med 10 mål til Rusland, mens Tyskland i gruppens anden kamp besejrede Polen 29-26.
De fire bedste fra gruppen avancerer til ottendedelsfinalerne.
Danmark - Argentina
Stillinger undervejs: 2-1, 2-3, 3-5, 7-5, 7-6, 13-6, 13-8 (pause), 13-9, 15-9, 17-11, 17-15, 18-15, 18-16, 19-18, 20-18, 21-19, 22-19, 23-21, 24-22, 24-24
fortsæt med at læse




























