Line Jørgensen hostede og hostede, for halsen var fuldstændig tør efter 20-19-sejren over Sverige. Gevinsten blev skreget og hujet ud foran jublende spillere fra det danske kvindefodboldlandshold, der er til en turnering i Sao Paulo, og derfor var på udflugt til Sao Bernardo for at hjælpe håndboldkvinderne på vej.
»Det var vildt fedt. Det var to helt vildt gode forsvar, der stod over for hinanden«, sagde den lange højre back, der ud over sin store forsvarsrolle også bød sig til med et stort tryk i angrebsspillet og fire scoringer.



























