»Min første tatovering er den her«, siger Kristina Kristiansen og rækker højre underarm frem. Det er hviledag i VM-lejren i Brasilien, og landsholdets energiske playmaker har indvilliget i at fortælle om sin kropsudsmykning.
Neglene er røde, håret farvet sort, øjnene er malet med grøn eyeliner og på underarmen snor et gotisk mønster sig om et stort M. M for Mulle og mor »Egentlig havde den en slags sten i midten, men jeg ville hellere have et M. Så kan det både stå for Mulle – og min mor«, griner 22-årige Kristina Kristiansen, der er blevet kaldt Mulle, siden hun var lille, fordi de var så mange Kristina’er på det fodboldhold, hun spillede på. »Den næste, jeg fik lavet, var den her«, siger hun og trækker ivrigt op i træningsbukserne. På siden af højre læg fletter to pigetegn sig ind i hinanden. Kæresten er en pige »Det er, fordi min kæreste er en pige. Først fik jeg bare lavet ét pigetegn, men så syntes jeg egentlig, at det var et meget godt med to, som et symbol for, at jeg er lesbisk, og så gik jeg ned i butikken igen og fik dem til at lave et pigetegn mere, som så går ind i det andet«. Tatoveringen blev helt bevidst placeret på benet, så alle kunne se den, når hun spillede håndbold. Nu er hendes seksuelle observans intet odiøst tema, men hun har haft sine år, hvor hun lod omgivelserne tro, at det var drenge, hun sms-flirtede med. »Jeg har nok altid været til piger, men jeg har også været sammen med en, hvor vi holdt det hemmeligt, og det var bare – ah en kæmpe sten, der faldt fra hjertet, da jeg endelig holdt op med at holde det hemmeligt«, fortæller hun.






























