Spændingen er tilbage i semifinalen mellem Phoenix Coyotes og Los Angeles Kings i den nordamerikanske ishockeyliga NHL. Efter at have tabt de tre første kampe havde prærieulvene fra Phoenix kniven for struben, men vandt det fjerde opgør med 2-0.
Los Angeles Kings fører nu med 3-1 i kampe og Phoenix Coyotes skal derfor vinde tre kampe i træk for at komme i finalen om Stanley Cup-trofæet. Anfører Shane Doan scorede begge mål for Phoenix Coyotes i søndagens kamp i Los Angeles.



























