Nærmest i en bevægelse letter 80.000 bagdele sig fra sæderne på Giants Stadium i New York, da New York Giants’ quarterback Eli Manning modtager bolden i hænderne. Adskillige holdkammerater sætter i løb i nøje indstuderede løbemønstre, parat til at modtage den ovale bold fra holdets højt profilerede stjerne. Manning venter. Og venter.
Modstanderne fra Philadelphia Eagles nærmer sig, mens publikum brøler Giants-spillerne fremad. Sekundet før, han bliver pløjet ned af en fejende kropstakling smider Manning bolden af sted med stor kraft.




























