En latterliggjort kliché har sendt Groth på rakettur til OL

Lyt til artiklen

På sådan en helt almindelig dag i forberedelserne før afrejsen til OL var Politiken på besøg hos et par af de olympiske deltagere.

»Har vi nogen med i bordtennis?«, lød det undrende i sejler-lejren, og egentlig kan man godt forstå spørgsmålet. Michael Maze er jo stoppet, Allan Bentsen og Finn Tugwell er fortid og så er der jo ikke andre?

Jo, der er. Men hvis det er gået lidt under radaren, at Danmark i Jonathan Groth råder over en bordtennisspiller på vej op i verdenseliten, er det forståeligt.

En bold af gangen

For et år siden var Jonathan Groth nummer 109 på verdensranglisten efter blandt andet et frustrerende nederlag i sin første kamp med European Games i Baku, men så tog Groth en afgørende beslutning. Han dedikerede sig til en frase, som er ofte bliver latterliggjort.

»Jeg har været for utålmodig. Jeg er holdt op med at tænke på resultaterne, og det er gået godt det seneste år. Jeg ved godt, det er en kliché at tage en bold af gangen, men det er altså ikke tilfældigt, at alle siger det. Et er at sige det, noget andet er at gøre det. Så det er mit fokus«, forklarede Jonathan Groth under en træningslejr i de vante omgivelser i Brøndby.

Alle tiders næstbedste dansker

Det gav udbytte. I den forløbne sæson har Groth slået spillere på stribe med bedre rangering, hvilket kulminerede med en olympisk kvalifikation.

Han tog til Rio som nummer 31 i verden, og da ranglisten blev opdateret 1. august nåede han med en placering som nummer 29 endnu en lille milepæl i dansk bordtennis. Groth er nu alle tiders næstbedste dansker efter Michael Maze målt ud fra verdensranglisten, hvor 1970’ernes altdominerende danske navn, Claus Pedersen, som bedst var nummer 30.

Jonathan Groth har på samme måde været dominerende derhjemme med fem danske mesterskaber i herresingle på stribe, men nu har han med sin første OL-sejr også markeret sig uden for det danske bordtennismiljø.

Vinder i sin første OL-kamp

Groth holdt nemlig fast i strategien, tog en kamp ad gangen, og besejrede i dag finnen Benedek Olah, der er nummer 72 i verden med 4-0 (11-8, 11-5, 12-10, 11-3).

Og så kan han tage den næste kamp, som han naturligvis godt vidste ventede, men det må han tage som en oplevelse, for senere i dag (klokken 1.00 dansk tid) venter den topseedede kineser, Ma Long.

»Det var en stor drøm der gik i opfyldelse. Jeg er fantastisk lykkelig nu, og glæder mig til at møde verdens bedste spiller i aften«, siger Jonathan Groth i en pressemeddelelse fra DBTU.

»Forberedelserne var ikke de bedste. Rengøringspersonalet havde taget mine forberedte belægninger, idet de troede det var affald og havde smidt dem ud. Indspilningen var heller ikke god, og jeg var meget nervøs før start. Heldigvis holdt jeg hovedet klart og fulgte taktikken. Sidste bold var en stor forløsning, og jeg kneb en enkelt tåre«, siger Jonathan Groth.

Sværere at kvalificere sig

Aftenens skrækindjagende modstander er lige som Groth debutant i den olympiske singleturnering, men Ma Long var med til at vinde holdturneringen for fire år siden i London.

»Det er sværere at kvalificere sig som kineser end at vinde en OL-medalje«, som den 27-årige regerende verdensmester konstaterer – efter at have vundet 12 VM-medaljer i single, double og for hold.

Jonathan Groth tager bare en kamp ad gangen, men skal han have flere end den næste i den olympiske turnering, kræver det en sensation af de helt, helt store.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her