Inden det skal handle om golf, zikavirus og hele historien om masseafbud fra toppen af verdenseliten, kommer lige her nogle af de mere kuriøse kendsgerninger om den danske OL-trup.
At 41-årige Søren Kjeldsen er den ældste og 16-årige Julie Kepp Jensen den yngste, er en velkendt kendsgerning, men at de to også udgør to andre yderpunkter, pirrer en taltosses hang til pudsige detaljer.
16 timers konkurrence
For som ældste deltager kan Søren Kjeldsen se frem til også at være den i hele den danske OL-trup, der skal være længst tid i konkurrence. 4 golfrunder a cirka 4 timer, for da der ikke er noget cut i turneringen, skal alle 60 spillere være med hele vejen – og ja, det er en ’rekord’, Kjeldsen skal dele med Thorbjørn Olesen, Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen, for ingen tager tid på, hvor længe deres runder reelt varer.
Der blev til gengæld taget tid i svømmehallen, hvor Julie Kepp Jensens første OL varede de 54,79 sekunder, hun var om at svømme andenturen i holdkappen i 4 x 100 meter fri. Og ingen anden får så kort en optræden. Hov, hvad med Stina Troest, der stiller i 400 meter hækkeløb med en personlig rekord på 55,56 sek., vil den helt ekstremt årvågne læser måske påpege, men dertil er svaret, at hvis Stina løber hurtigere, end Julie svømmede, kommer hun helt sikkert i semifinalen.
Det er sjovere end nogensinde
Og så er der en anden sjov detalje med hensyn til Søren Kjeldsen. Han har ligesom OL-truppens to andre over 40-årige, rytteren Anders Dahl og skytten Torben Grimmel, overhovedet ingen planer om, at idrætskarrieren er ved at være slut. Tværtimod. For det har aldrig været sjovere, end det er nu, sagde Søren Kjeldsen for nylig i et interview med Politiken.
Hvis ikke jeg spiller mit bedste golf, fra jeg er 40, til jeg er 50, bruger jeg ikke min erfaring ordentligt
»Jeg ser slet ikke nogen forhindringer for, at jeg spiller videre om 10 år. Hele min indstilling og den måde, jeg arbejder med det på, er rent faktisk sjovere, end det nogen sinde har været før. Jeg har mere frihed i det, jeg foretager mig, og jeg er kommet ud over, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg har trænet traditionelt med golf hele mit liv, lige indtil jeg fik et problem med min driver, jeg ikke kunne løse på traditionel vis. Jeg skulle finde på noget nyt, og det har jeg i virkeligheden været i gang med i to år. Så for mig er det en ny begyndelse, og det, at jeg kan lege tingene ind, eksperimentere og ikke være inden for de faste rammer, har gjort det mere frit og sjovt«, sagde Kjeldsen.
Nummer 44 på verdensranglisten
Og resultaterne er fulgt med. Kjeldsen vandt sin fjerde turnering på European Tour sidste år, har i år spillet alle fire majorturneringer med top-10-placeringer i Masters og British Open og er nummer 44 på verdensranglisten, hvor han som bedst har været nummer 31.
»Hvis ikke jeg spiller mit bedste golf, fra jeg er 40, til jeg er 50, bruger jeg ikke min erfaring ordentligt, for vi er jo ikke på samme måde som mange andre afhængige af vores fysik«, erkender Kjeldsen.
»Det giver mening, at jeg laver min karrieres bedste resultater i en høj alder. Jeg blev bedre og bedre og bedre, indtil jeg blev ramt af noget, jeg ikke kunne forudse, men som ramte mig og mit golfspil rigtig meget, og som det tog nogle år at komme over. Nu er jeg tilbage, hvor jeg var før, og måske endda en lille smule bedre, end jeg var dengang. Tager du det lille hul inde i midten væk, har det værret en støt udvikling, og så er det jo ikke så mærkeligt«, siger Søren Kjeldsen, med henvisning til det gok i nødden han fik, da hans manager for nogle år siden havde vist sig at have snydt ham for et millionbeløb.
Seks majorvindere i feltet
Nu skal Søren Kjeldsen så også være olympisk i en turnering, hvor adskillige af verdens bedste, de fire øverste på verdensranglisten, har meldt fra, men feltet tæller stadig seks majorvindere, herunder svenskeren Henrik Stenson, hvis seneste to turneringer har givet sejr i British Open og en 7.-plads US PGA, og i alt 38 spillere med sejre på European Tour.
I dette trods alt skrappe selskab gør europeantour.com’s dugfriske forudsigelse Kjeldsen til sølvvinder efter OL-turneringens eneste tidligere verdensetter, tyskeren Martin Kaymer.
»Layoutet på denne uges bane passer til den 41-åriges styrker. Ikke særlig lang og lidt linksagtig vil den udfordre spillerne omkring green. Få spillere på touren har et mere stabilt kort spil end Kjeldsen«, skriver europeantour.com
Og så er Kjeldsen jo slet ikke så gammel. Ikke siden den 40-årige skytte Henning B. Clausen i 1980 har den ældste i den danske OL-trup været så ung, og titlen som den ældste i den olympiske golfturnering snupper Thongchai Jaidee fra Thailand med sine 46 år.
fortsæt med at læse




























