De olympiske lege skaber venskaber på tværs af landegrænser. De fremmer fred i verden. Og de øger respekten og tolerancen mellem religioner, kulturer og nationaliteter. Sådan lyder det i hvert fald fra et flertal af danskerne i en ny meningsmåling, som YouGov har foretaget for Danmarks Idræts-Forbund (DIF). 60 procent er enige i, at OL »skaber venskaber på tværs af landegrænser«, mens kun 4 procent er uenige. 51 procent mener, at OL »bidrager til bestræbelserne om at få en mere fredelig verden« – 13 procent er uenige.
Og kun godt hver fjerde dansker mener, at OL primært er drevet af kampen om at vinde guld eller af kommercielle interesser. Idealerne er efterhånden lidt udvandede Men den tro passer dårligt på OL, som legene folder sig ud i 2012, mener idrætshistorikere og -analytikere. »Det er en smuk, men også lidt naiv tro og i den forstand måske gammeldags. Både fred, respekt og venskaber står i det olympiske charter, så det er væsentligt for selvforståelsen. Men idealerne er efterhånden lidt udvandede«, siger Jørn Hansen, professor i idrætshistorie ved Syddansk Universitet. På fredag begynder OL i London, og så bliver idealerne om at fremme fred, tolerance og respekt formentlig udtrykt i en storslået åbningsceremoni.






























