Kan vi tillade os at forlange af vores elitesportsfolk – eller blot forvente af dem – at de lever et sundt, beundringsværdigt og asketisk liv på en bund af økologiske gulerødder? At de forsager Djævelen, fyldt chokolade, alkohol og æg fra burhøns? Og at de aldrig kører for stærkt eller begærer holdkammeratens ægtefælle?
Selvfølgelig kan vi ikke det. For det første er det komplet urealistisk, og for det andet er sportsfolk på ingen måde værre eller bedre end ’os andre’.




























