De træner hver dag i det samme bassin, de har begge været til OL to gange, og hovedparten af deres vågne timer og formentlig også mange af dem i drømmeland handler om den sport, de har dedikeret den foreløbige del af deres liv til.
På de punkter er der ikke stor forskel på 24-årige Daniel Skaaning og 28-årige Rikke Møller Pedersen, to næsten altid smilende og vellidte ambassadører for den krævende svømmesport.


























