Taylor Fritz vandt Wimbledon-kvartfinale i fire sæt, selv om Karen Khachanov lagde op til et comeback.

Fritz slår russer og når sin første Wimbledon-semifinale

Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For første gang i karrieren er amerikaneren Taylor Fritz klar til semifinalen i Wimbledon.

I sin tredje kvartfinale i græsturneringen lykkedes det for den femteseedede Fritz at spille sig blandt de fire sidste i herresingle med en sejr i fire sæt over den 17.-seedede russer, Karen Khachanov.

Fritz sejrede med cifrene 6-3, 6-4, 1-6, 7-6.

Amerikaneren var i fin kontrol i de to første sæt, som begge blev sikret med et enkelt servegennembrud.

Det lignede en ekspeditionssag for den 27-årige amerikaner, men Karen Khachanov vågnede i den grad op til dåd i tredje sæt.

Her bragte russeren sig foran 5-0 og vandt knusende sikkert med 6-1.

Efterfølgende modtog Fritz behandling for sin ene fod, og da Khachanov så indledte fjerde sæt med at komme foran med 2-0, trak det så småt op til en femsætter.

Men Fritz fandt tilbage i rytmen og udlignede til 2-2, og derfra fulgtes de ad frem til 6-6 og afgørelse i tiebreak.

Her fik Fritz momentum fra start med føring på 4-1, og han udnyttede den første matchbold til at vinde med 7-4.

I semifinalen skal Fritz møde enten den forsvarende mester, Carlos Alcaraz, eller hjemmebanehelten Cameron Norrie, der mødes senere tirsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her