Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Wimbledon fik endnu en tjekkisk mester på kvindesiden, da Linda Noskova vandt over Karolina Muchova i tre sæt.

Ny tjekke stempler ind som græsdronning i Wimbledon

Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I et rent tjekkisk opgør vandt Linda Noskova lørdag aften over Karolina Muchova i finalen i grand slam-turneringen Wimbledon.

21-årige Noskova missede fem matchbolde i andet sæt, men endte med at vinde 6-2, 5-7, 6-3 og tog dermed sin første grand slam-titel i karrieren.

Samtidig skrev hun sig ind i rækken af tjekkiske spillere, som har vundet turneringen. Alene i nyere tid er det tredje gang på fire år, at en tjekke vinder Wimbledon på kvindesiden.

Tjekkiske Barbora Krejcikova vandt i 2024, mens Marketa Vondrousova tog titlen året før.

Petra Kvitova tog titlen i 2011 og 2014, mens den nu afdøde Jana Novotna strøg til tops i 1998.

Årets finale var historisk, da det var første gang i Wimbledon, at to tjekker mødtes i den afsluttende kamp.

Dog skal det nævnes, at Martina Navratilova mødte Hana Mandlikova i Wimbledon-finalen i 1980. Men Navratilova repræsenterede på det tidspunkt USA og ikke Tjekkoslovakiet.

Tjekkoslovakiskfødte Navratilova, som vandt ni Wimbledon-titler i årene fra 1978 til 1990, var i øvrigt til stede på tilskuerrækkerne.

Legenden var vidne til en medrivende forestilling, hvor Noskova tog teten fra starten af kampen. Efter et tidligt servegennembrud kom Noskova foran 4-1.

Foran 5-2 brød Noskova igen Muchovas serv og tog åbningssættet. Muchova nåede dog at afværge fire sætbolde, før Noskova udnyttede sin femte.

29-årige Muchova kæmpede med spillet, mens Noskova havde bedre styr på sin brede og seværdige værktøjskasse.

I andet sæt gentog billedet sig fra første sæt, og Noskova brød sin modstander og kom foran 4-2.

Foran 5-2 missede Noskova tre matchbolde i Muchovas serv og endnu en i sin egen efterfølgende serv.

Muchova var på randen af et nederlag, men kæmpede for hver eneste bold og reducerede til 4-5 ved at bryde tilbage.

Samtidig virkede nerverne til at krybe ind under huden på Noskova, der ellers havde spillet stort set fejlfrit, indtil det hele skulle afgøres.

Muchova afværgede endnu en matchbold og holdt serv, og kort efter brød hun igen Noskova, som begravede hovedet i et rødt håndklæde under hele det efterfølgende sidebytte.

Nærmest som stod det skrevet i publikums drejebog, tabte Noskova også det næste parti, og dermed stod det pludselig 1-1 i sæt.

I stedet for en ensidig kamp, der kunne være overstået på lidt over en time, udviklede finalen sig til en højdramatisk en af slagsen.

Noskova var ude at sunde sig i omklædningen og kom godt fra start for tredje sæt i træk.

Foran 3-0 så det godt ud for en genantændt og skarp Noskova, men Muchova havde ikke givet op og reducerede til 2-4.

I modsætning til andet sæt havde Noskova bedre styr på nerverne denne gang og servede kampen i hus.

Igen røg det røde håndklæde ind over hovedet på Noskova, men denne gang var der rendyrket glæde at spore hos den udmattede tjekke.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her