Caroline Wozniacki tabte sammen med israeleren Shahar Peer i anden runde af ASB Classic, men doublemakkerne er til gengæld to af blot tre seedede singlespillere i kvartfinalerne.
I doublekampen vandt andenseedede Wozniacki og Peer nøjagtig lige så mange point som Julie Ditty og Carly Gullickson, 69 af de 138, men det amerikanske par, der er nummer 85 og 84 på verdensranglisten i double, vandt de vigtigste, hvilket sikrede sejren på 7-6 (7-4), 1-6, 10-4.
I singleturneringen er Wozniacki og Peer seedet henholdsvis 2 og 5, og sammen med topseedede Jelena Dementijeva er de eneste tilbageværende seedede spillere blandt de otte kvartfinalister.




























