Humøret hos tennisspilleren Caroline Wozniacki er i top, efter at hun sendte verdens nummer fire, Elena Dementieva fra Rusland, ud af WTA-turneringen Sony Ericsson Open i Miami, USA.
»Jeg nyder bare hver eneste dag og hver eneste kamp, jeg spiller. Det er bare fedt, at jeg bliver ved med at vinde. Jeg føler, at jeg spillede rigtig godt i dag, jeg fik det hele til at hænge sammen. Jeg er virkelig glad. Forhåbentlig kan jeg fortsætte på denne måde, men nu må vi se«, siger Caroline Wozniacki til turneringens hjemmeside.




























