Maria Sharapova kommer til kort, hver gang hun prøver kræfter med Serena Williams, men mod de fleste andre spillere i verden har hun en overlegen statistik. Det viste hun igen søndag, da hun afgjorde duellen med Polen i Fed Cuppens World Group ved at affærdige Agnieszka Radwanska 6-1, 7-5.
Ekstra overbevisende var det endda, fordi opgøret mellem de to østeuropæiske nationer var blevet henlagt til Radwanskas hjemby Krakow, men tilskuerne i Krakow Arena kunne ikke heppe deres yndling frem til en ekstraordinær præstation. Og heller ikke ansættelsen af legenden Martina Navratilova har endnu tilføjet de våben, der kan bringe Radwanska det sidste stykke op i niveau, så hun for alvor kan true Sharapova.




























