Dommeren må kort afbryde spillet. Nogen har glemt at lukke døren ind til den ydmyge centre court i Bellevue Tennisklub i Montenegro.
På banen har danmarksmester Karen Barbat netop taget hul på det danske kvindelandsholds første kamp i årets Fed Cup. Turneringen for det tredjebedste lag af tennisnationer, som Danmark ligger i, afholdes i år under skrabede kår i den lille montenegrinske kystby Ulcinj.




























