Sejr over verdens nr. 66 vil sende Wozniacki i top-10

Ved Australian Open i januar nåede Jelena Ostapenko 3. runde, hvor hun tabte 10-8 i tredje sæt til 5.-seedede Karolina Pliskova fra Tjekkiet.
Ved Australian Open i januar nåede Jelena Ostapenko 3. runde, hvor hun tabte 10-8 i tredje sæt til 5.-seedede Karolina Pliskova fra Tjekkiet.
Lyt til artiklen

Topseedede Madison Keys røg ud i sin første kamp.

Andenseedede Johanna Konta trak sig med en skulderskade.

Tredjeseedede Venus Williams tabte til tyske Laura Siegemund i anden runde.

Fjerdeseedede Elena Vesnina tabte efter to tiebreak til en ungarsk kvalifikationsspiller.

Og vupti: Så er Caroline Wozniacki den højst rangerede spiller, der er tilbage blandt de otte kvartfinalister i grusturneringen Volvo Car Open i Charleston.

Revanche mod verdens nummer 66

Med torsdagens to sejre smuttede Caroline Wozniacki også forbi Venus Williams på verdensranglisten, og med yderligere en sejr i nat over letten Jelena Ostapenko vil danskeren også passere Madion Keys og være tilbage i top-10, når ranglisten revideres på mandag.

Koncentreret Wozniacki blæser australier af banen

Teenageren Jelena Ostapenko er nummer 66 på verdensranglisten, men det er Wozniacki, der har revanche til gode.

Deres eneste indbyrdes møde er fra august sidste år, da Ostapenko i første runde i New Haven vandt 7-5, 6-2 på et tidspunkt, da Ostapenko som nummer 39 rangerede over Wozniacki, der var dumpet ned som nummer 51.

Nummer 11, 10 eller 9 på næste verdensrangliste

Ostapenko, der fylder 20 år i juni, har i Charleston besejret rumæneren Ana Bogdan (nr. 119) 6-4, 6-2, grækeren Maria Sakkari (nr. 91) 6-2, 4-6, 6-2 og den indledningsvist nævnte ungarer Fanny Stollar (nr. 282), der trak sig i starten af andet sæt.

Kvartfinalen indbringer Caroline Wozniacki 100 point til verdensranglisten, hvor hun nu er 7 point efter Madison Keys.

En semifinale udløse yderligere 85 point, og en finale yderligere 120, hvilket i givet fald vil sende Wozniacki forbi russeren Svetlana Kuznetsova på ranglistens 9.-plads.

Seks seedede videre i Monterrey

Førstepladsen sidder Angelique Kerber på, og tyskeren udbygger sin føring i denne uge, hvor hun foreløbig har spillet sig frem til kvartfinalen i Monterrey, hvor de seedede i langt højere grad har slået sig videre.

Af de otte kvartfinalister er kun to useedede: englænderen Heather Watson (nr. 125) og amerikaneren med danske rødder, Julia Boserup (nr. 95).

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her