Da tenniskarrieren toppede, var han kendt under navnet Art ’Tappy’ Larsen, men en række år inden da fik han i hjemmet på Lorraine Boulevard i San Leandro, der lå tæt på rådhuset og politistationen, besked om, at han var indkaldt til militærtjeneste. Det ændrede for altid Arthur David Larsens liv.
Den situation var han slet ikke havnet i, hvis ikke hans oldeforældre i sidste halvdel af 1800-tallet havde forladt Danmark og krydset Atlanten med en drøm om at finde lykken i ’den gyldne stat’, Californien. Familien vender vi tilbage til.


























