Hvem skal overtage tennistronen, når 30+ trioen Rafael Nadal, Roger Federer og Novak Djokovic går på pension? Der er mange bud. Den 21-årige tysker Alexander Zverev er yngste mand i en top-10, der ud over de tre koryfæer tæller yderligere fire spillere, der har rundet 30 år.
Alexander Zverev tabte i Paris Masters-turneringen i kvartfinalen til den knivskarpe 22-årige russer Karen Khachanov, der efterfølgende spillede sig frem til finalen og sågar besejrede Novak Djokovic. 7-5, 6-4-sejren i Paris over Djokovic var det foreløbige højdepunkt i den langlemmede 1,98 meter høje russers forholdsvis korte karriere, der har budt på nu tre turneringssejre i denne sæson og fire i alt, men ingen på niveau med Paris-turneringen, hvor der var 7,2 millioner kroner og 1.000 ranglistepoint til vinderen.




























