Mens en coronaramt sæson 2020 er skubbet til genstart med blandt andet den igangværende grand slam-turnering US Open i New York, er der armlægning i tennissportens kulisser. Her er flere prominente navne rykket helt frem til nettet, for striden står om magtforhold i en sport, hvor spillerne er uafhængige professionelle.
I centrum for opgøret står årets hidtil suveræne mandlige spiller Novak Djokovic, som sammen med canadiske Vasek Pospisil har proklameret, at de nu danner en udbryderforening, der skal varetage interesserne for de mandlige spillere, hvilket vil ske uden for rammerne af de mandlige spilleres organisation ATP.




























