Artiklen er opdateret klokken 07.40 med Holger Runes seneste opslag på Instagram, hvor han skriver, at han skal blive bedre til at kontrollere sin følelser.
Holger Rune bliver en farlig tennisspiller på ATP Touren i de kommende mange år.
Det mener Casper Ruud, som natten til torsdag besejrede Holger Rune i kvartfinalen ved grand slam-turneringen French Open.
»Jeg har spillet mod ham tre gange før, og jeg kender ham lidt. Men han er blevet meget farligere og mere uforudsigelig. Han går efter de store slag, og han rammer ofte plet«.
»Han kommer til at blive en farlig spiller i mange år«, siger Casper Ruud ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
Dårlig taber
Derimod er nordmanden på ingen måde imponeret af den danske teenagers opførsel på banen, eller da de to skulle hilse på hinanden efter kampen. Det endte med, at Ruud rystede på hovedet.
»Han ser væk og siger ingenting. Jeg synes, at tennis er en sport for gentlemen, og at man skal takke for kampen, når den er færdig. Det var der ikke noget af fra hans side«, siger Ruud ifølge den norske avis VG.
Nordmanden er kendt for at være rolig og besindig, men han tog bladet fra munden i sin beskrivelse af Holger Rune.
»Jeg kender jo ikke Holger personligt, men jeg har set i fjernsynet, at der undertiden kan være meget drama. Han er ung og ny, så det kan undskyldes, men når man er på en stor scene, så er det måske på tide at vokse lidt op«, siger Ruud.
VG bad derefter Rune om kommentere udsagnet om, at han ikke udviste respekt for Ruud.
»Jeg har ofte sagt i pressen, at han er en formidabel spiller, især på grus. Han har haft nogle kæmpe resultater. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra«, siger Rune.
Beskylder nordmand for at hovere
Ruuds opførsel var ifølge Rune langtfra eksemplarisk. Nordmanden optrådte usportsligt både under og efter kampen. Det siger den 19-årige dansker til Ekstra Bladet.
Da de to spillere skulle sige tak for kampen, var Rune hurtig til at få seancen ved nettet overstået.
»Jeg havde ikke lyst til at give ham en krammer efter. Han fik en highfive, og så skulle jeg bare væk fra ham. Han var så usportslig i løbet af kampen og snakkede til mig igen og igen«.
Efter sin sejr hoverede Ruud, lyder det fra danskeren.
»I omklædningsrummet skal hans team og ham forbi mig. Teamet er egentlig meget søde, men så går han bare direkte hen til mig og råber »JAAAA« lige op i hovedet på mig«, fortæller Holger Rune til Ekstra Bladet.
»Du kan juble på banen alt det, du vil, og være glad. Det gør jeg også selv, når jeg vinder. Men det der er så dårlig stil. Hav dog lidt respekt«, tilføjer han.
Holger Rune har tidligt torsdag morgen lavet et opslag på Instagram, hvor han skriver, at han skal blive bedre til at kontrollere sin følelser.
Casper Ruud havde inden opgøret ved French Open vundet de første tre indbyrdes opgør i to sæt. Nu hedder det fire sejre i træk over danskeren på grus.
Det er dog blevet tættere og tættere mellem de to skandinaviske spillere på det seneste.
I løbet af onsdagen kunne 23-årige Casper Ruud mærke nervøsiteten stige op til kampen mod 19-årige Holger Rune.
»Der var mange nerver. Det var svært at gå og vente hele dagen, men jeg fik sovet lidt efter frokost. Jeg startede kampen godt, men Holger hævede sit niveau og kæmpede sig flot tilbage«.
ritzau
fortsæt med at læse


























