Holger Rune sejrede over Nuno Borges og gik problemfrit videre til kvartfinalen i ATP-turneringen i Acapulco.

Rune uddeler æg og stormer i kvartfinalen i Mexico

Holger Rune vandt sikkert sin ottendedelsfinale tidligt torsdag morgen i Acapulco. Foto: David Guzman/Ritzau Scanpix
Holger Rune vandt sikkert sin ottendedelsfinale tidligt torsdag morgen i Acapulco. Foto: David Guzman/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 7.53.

Der var klasseforskel, da Holger Rune mødte Nuno Borges i ATP 500-turneringen i Acapulco i Mexico. Den fjerdeseedede dansker vandt torsdag morgen dansk tid 6-0, 6-2 over Nuno Borges, der er nummer 85 i verden, på lidt under en time. Første sæt varede kun 23 minutter, og Holger Rune uddelte et såkaldt æg, som det hedder i tennissporten at vinde et sæt uden at tabe et eneste parti.

Holger Rune, der er nummer 10 i verden, lukkede symptomatisk for kampen første sæt med et servees. Der var tale om en dansk magtdemonstration.

Nuno Borges kom på scoretavlen i andet sæt ved at vinde første serveparti. Derefter tog Holger Rune tre partier i træk, og kampen virkede mere eller mindre afgjort. Det gjorde det heller ikke bedre, at Nuno Borges begyndte at døje med en mindre skade i højre ben. Portugiseren modtog behandling bagud 1-2 i andet sæt og var i stand til at spille videre og fuldføre opgøret. Med stopbolde, varieret spil og stort overskud cruisede Holger Rune sikkert sejren i land.

Overraskende exit

I kvartfinalen skal Holger Rune møde italieneren Matteo Berrettini, der er nummer 24 i verden.

»Det bliver en hård kamp. Selv om Matteo er røget en lille smule ned på verdensranglisten, så er han stadig en af de bedste. Jeg skal være så skarp som muligt. Og jeg skal bringe det samme tennisspil med til den kamp«, siger Holger Rune i sejrsinterviewet på banen.

I en af de øvrige ottendedelsfinaler tabte den andenseedede nordmand, Casper Ruud, overraskende i tre sæt til japaneren Taro Daniel, der er nummer 125 i verden. Ruud, der er nummer fire i verden, stod til at møde Holger Rune i en eventuel semifinale.

Efter turneringen i Acapulco rejser Rune videre til USA. Her er der i marts ATP 1000-turneringer i Indian Wells og Miami.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her