Mens solen bager over samlingen af grusbaner, løber Holger Rune rundt på bane 28 og slår lodne tennisbolde over mod den samme træningsmakker, han har haft de seneste dage i turneringen. Det er de samme mennesker i trænerstaben, der står rundt om ham og ser på, mens hans laksefarvede træningstrøje bliver mørk på ryggen af sved. Præcis, som den plejer.
På en stol midt på træningsanlægget Jean Bouin i Paris sidder Aneke Rune, Holger Runes mor og manager, under en parasol og overværer træningen. Hun klapper og giver lidt råd med på vejen, som i virkeligheden er svære at høre på den anden side af hegnet rundt om banen.




























