Efter kun lidt over en måneds samarbejde er Severin Lüthi ikke længere træner for Holger Rune, skriver B.T.

Holger Rune afbryder samarbejdet med toptræner efter kort tid

Holger Rune røg for nylig allerede ud af Australian Open i anden runde. Foto: William West/Ritzau Scanpix
Holger Rune røg for nylig allerede ud af Australian Open i anden runde. Foto: William West/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den danske tennisspiller Holger Rune dropper efter få uger samarbejdet med den schweiziske træner Severin Lüthi, oplyser Runes mor og manager, Aneke Rune, til B.T.

20. december skrev Rune ellers på Instagram, at han havde fået Lüthi som ny træner.

»Timingen med Severin var helt klart ikke rigtig. Holger har brug for en træner, der er hos ham hele tiden og en super coach. Det ville blive for få uger, Severin ville kunne dække til, at der ville kunne komme den kontinuitet, som Holger har brug for«, siger Aneke Rune til B.T.

Den 47-årige Lüthi var træner for Roger Federer fra 2007 til 2022, da Federer indstillede karrieren. Federer vandt 20 grand slam-turneringer i karrieren. 11 af dem fra 2007 og frem.

I stedet bliver Kenneth Carlsen en del af teamet omkring den danske tennisstjerne, der også tæller den tidligere tyske legende Boris Becker.

»Med konstellationen Boris og Kenneth får Holger det flow, han ønsker for sin udvikling og stabilitet. Boris og Kenneth har været i kontakt siden preseason, da Kenneth allerede var tænkt ind i trænerteamet. Og fremover vil majoriteten af alle de store turneringer være med begge trænere«, siger Aneke Rune.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her