Det store tyske skiskydningspublikum i Ruhpolding måtte torsdag spejde forgæves efter sportens største udøver gennem tiderne, Ole Einar Bjørndalen, da mændene afviklede deres stafet. Nordmanden sprang hele World Cup-stævnet over og rejste til det nordlige Italien for at jage OL-formen i 2.000 meters højde.
Der kan godt være lagt i kakkelovnen til yngre konkurrenter som f.eks. franske Martin Fourcade (25), landsmanden Emil Hegle Svendsen (28) og russiske Anton Shipulin (26). Den ’gamle’ har nemlig vist flot formfremgang på det seneste, og kan han lægge lidt til før konkurrencerne i Sotji, kan han endnu en gang kæmpe med om medaljerne på den største scene.




























