Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDet var natten til i går, uden for et supermarked på Sallerupsvägen i det østlige Malmø, den seneste bombe sprang. Knaldet kunne høres over store dele af Malmø, men ingen kom til skade.
Politiet var hurtigt på stedet. Bomben er nemlig den trettende, der er gået af i det centrale Malmø siden januar i år. Endnu har politiet ingen forklaring på bomberne, og der er heller ikke fundet nogen forbindelse mellem attentaterne.
»Der har været flere, end der plejer, og det er fuldstændig uacceptabelt«, siger Per Lidehäll fra lenskriminalpolitiet, der nu har overtaget efterforskningen, til avisen Kvällsposten. Politiet vil nedsætte en særlig bombegruppe, der skal kigge nærmere på alle bomber i Malmø siden 2007.
Malmø udsat
»Vi skal se, om vi kan finde den røde tråd. Det er især Malmø, som er udsat, og vi ser meget alvorligt på det her«, siger han.
I efteråret blev Malmø ramt af flere uforklarlige skyderier mod især indvandrere. Politiet kiggede nærmere på en lang række skudepisoder de seneste år og kunne finde et mønster. I november blev en 38-årig mand anholdt for skyderierne, og han er tiltalt for mange af dem.
Politiet vil nu kigge en række gamle sager igennem for at se, om man kan finde samme mønster med bomberne.
»Det er jo en særlig type af forbrydere, der er parat til at gribe til denne type af grovere metoder«, siger Per Lidehäll.
Både butikker, restauranter, garager og almindelige beboelsesejendomme er blevet udsat for bomberne. Flere af dem har været kraftige og resulteret i materielle ødelæggelser som ødelagte vinduer og døre, men kun én person er blevet kvæstet af splinter fra de 13 bomber.
Bomberne er som regel blevet sprængt om natten, og derfor er der få vidner. Ved mandagens sprængning foran en butik skal vidner dog have set en enlig mand forlade pladsen. Politiet efterlyser nu flere vidner, som kan hjælpe til med flere detaljer.
»Vi håber, de har oplysninger til os, som kan hjælpe os frem i efterforskningen af de mange sprængninger, vi har haft den seneste tid«, siger Göran Billberg, pressetalsmand for Malmø Politi.
Politiet kan endnu ikke svare på, om attentaterne er banderelaterede eller er foretaget af en enkelt gerningsmand.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få Politiken leveret alle julehelligdagene
Lige nu kan du få Politiken leveret hver fredag-søndag i en måned + alle julehelligdagene. I alt 17 aviser for 199 kr.
Kom i gang med det sammeAllerede abonnent? Log ind