Massemorderen Anders Behring Breivik erklæres tilregnelig og kan fængsles.
Dommen lyder på 21 år med mulighed for forlængelse fem år ad gangen. Han er dømt for overlagt drab og drabsforsøg samt planlagt terror.
Det har dommer Wenche Arntzen i retssagen mod den 33-årige nordmand netop læst op i Oslo Tingrett, mens alle tilhørere stod op.
Dommen blev truffet af en enstemmig dommerkomité, og ifølge politiken.dk's udsendte blev afgørelsen modtaget af en smilende Breivik, mens der lød et lettelsens suk fra tilhørerpladserne.
LIVE
I de næste timer bliver begrundelsen for dommen, der fylder 90 sider, blive gennemgået i retssalen. Herefter får Breivik mulighed for at kommentere dommen, og senere i eftermiddag holder retten pressemøde.
Breivik har gennem sagen sagt, at han kun ville anke dommen, hvis han blev erklæret utilregnelig.
Tilregnelighedsspørgsmål blev det afgørende
Dommen falder lidt over et år, efter at Breivik 22. juli 2011 rystede Norge og resten af verden ved at skyde og dræbe 69 unge fra Arbeiterpartiets ungdomsorganisation på øen Utøya. Desuden blev otte dræbt, da Breivik lod en bombe eksplodere i regeringskvarteret i den centrale del af Oslo. 42 blev alvorligt såret.
Gennem det forgangne år har det helt store spørgsmål i sagen drejet sig om, hvorvidt massemorderen var rask og kan straffes med en normal fængselsstraf, eller om han var psykisk syg og skal have en behandlingsdom.
I den sidste tid har mange ment, at Breivik ville blive erklæret utilregnelig, fordi tvivlen ifølge norsk retspraksis ville komme ham til gode.
I tvivl
To psykiaterundersøgelser er blevet udarbejdet - det første psykiaterhold, der undersøgte Breivik umiddelbart efter angrebene, erklærede ham paranoid skizofren, mens det andet hold, som opholdt sig sammen med gerningsmanden i to uger flere måneder efter ugerningen, vurderede, at han er rask.
OVERBLIK
Selv har Breivik gennem den ti uger lange retssag holdt fast i, at han er rask og ikke vil dømmes utilregnelig, da det vil skade hele hans mission: At vise Norge, at det multikulturelle samfund i sidste ende vil udslette den norske kultur.
Vurderingen af Breiviks mentale helbred er blevet diskuteret af eksperter såvel som lægmænd - alle har forsøgt at tage stilling til, om den mand, der bankede uskylden ud af Norge, er psykisk syg eller ej.
Breivik selv har under retssagen peget på, at man ikke på samme måde ville stille spørgsmålet om den mentale tilstand, hvis det var en muslimsk terrorist - kun fordi Breivik er hvid, mener nordmændene, at han må være syg, siger Breivik.
Breivik skal nu tilbringe sin tid i Ila Fængsel i Oslo, hvor han har siddet det seneste år. Der er bygget en særligt sikret afdeling til ham.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter