Populisme: Demokratier dør stille, og vælgerne er deres værste fjende

Demokratier dør ikke nødvendigvis med et brag. Faktisk dør de ofte stille og ganske uventet. Og ironisk nok er det ikke længere truende revolutioner eller militærkup med kampvogne og geværer, der er demokratiets største udfordring, men derimod de stemmebokse, der ellers for mange står som selve symbolet på demokrati.

»Indtil for nylig troede vi, at det liberale demokrati havde sejret som idé. For selv om det rummede både svagheder og mangler, så sørgede det for økonomisk vækst og fremgang for de fleste, hvorfor der især i Vesten heller ikke var synderlig plads til yderliggående partier eller ledere. Så rent politisk var der ikke udsigt til, at fremtiden ville adskille sig væsentligt fra det, vi kendte og stod i«, siger den tyskamerikanske Harvard-professor Yascha Mounk i et interview med Politiken.

»Men så kom fremtiden«, konstaterer Mounk og opremser, hvordan folkevalgte populister og autoritære ledere i de senere år er skudt op af jorden som paddehatte: »Folk havde i årevis været politisk desillusionerede, men nu var de også utålmodige, vrede og ligefrem fulde af foragt. Så efter at de politiske partier længe havde virket fastfrosne, så skød det fra Amerika til Europa og fra Asien til Australien nu op med autoritære populister. Vælgerne havde længe haft det svært med visse partier, politikere eller regeringer, men nu havde de simpelthen fået nok af af selve det liberale demokrati«.