Demonstranter sætter ild til regeringsbygning i Ecuador

Brandbomber blev kastet ind i bygningen, hvor rigsrevisionen har til huse. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Ritzau Scanpix
Brandbomber blev kastet ind i bygningen, hvor rigsrevisionen har til huse. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Demonstranter er lørdag trængt ind i en regeringsbygning i Ecuadors hovedstad, Quito, og har sat ild til den.

Det oplyser en fotograf fra nyhedsbureauet AFP på stedet. Brandbomber blev kastet ind i bygningen, hvor rigsrevisionen har til huse, hvorpå maskerede mænd trængte ind.

Indenrigsminister Maria Paula Romo har beordret området evakueret, så brandvæsnet kan slukke ilden, skriver hun på Twitter.

I ti dage har Ecuador været ramt af landsdækkende protester mod blandt andet stigende brændstofpriser.

Ophævede tilskud til brændstof

Demonstrationerne blev udløst, da regeringen i sidste uge ophævede et tilskud til brændstof, der har været i kraft i 40 år.

Ophævelsen er en del af en låneaftale på 4,2 milliarder dollar, som Ecuadors regering indgik med Den Internationale Valutafond (IMF) i marts.

Fjernelsen af tilskuddet betyder, at priserne på bestemte typer brændstof med ét er mere end fordoblet.

Demonstrationerne handler imidlertid også om regeringens generelle økonomiske reformer og sparepakker.

Flere hundrede personer er blevet anholdt under urolighederne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her