Efter torsdagens afsluttende tv-debat mellem præsident Donald Trump og hans udfordrer, Joe Biden, var talsmanden for Ruslands præsident, Vladimir Putin, hurtigt ude med den officielle dom. »De antirussiske holdninger er fælles for begge partier i USA, og uanset hvem der vinder præsidentvalget, vil han ikke kunne gå væk fra de russofobiske forhold«, lød det advarende fra Dmitrij Pesjkov.
Rusland fyldte en del i debatten – og det for det negative. Bl.a. beskyldte Trump Biden for at være i lommen på Rusland, hvilket jo er den samme beskyldning, som demokraterne smed efter Trump i 2016 og i tiden derefter. Og Biden hævdede, at russerne havde hjulpet Trump med at få adgang til noget nyt snavs om hans søn Hunter Biden, hvilket forbundspolitiet FBI dog har afvist. Rusland var sat i den politiske skammekrog under debatten.



























