Mexico har juleaftensdag indledt massevaccination af befolkningen mod coronavirus.
Vaccinationen er blevet indledt, efter at de første 3000 doser af vaccinen fra Pfizer og BioNTech ankom med et fragtfly fra Belgien onsdag.
De første doser, som bliver bevogtet af mexicansk militær for ikke at ende i hænderne på kriminelle, skal gives til hospitalspersonale, der arbejder i frontlinjen i kampen mod covid-19.
Mexico er et af de lande i verden, der har registreret flest dødsfald med coronavirus.
Maria Irene Ramirez, en 59-årig sygeplejerske, var den første person i Mexico, der modtog vaccinen. Begivenheden blev transmitteret på nationalt tv fra et hospital i Mexico City.
»Det er den bedste gave, jeg kunne få i 2020«, sagde hun efterfølgende.
»Det får mig til at føle mig mere sikker og giver mig mere mod til at forsætte kampen mod den usynlige fjende. Vi er bange, men vi må fortsætte«.
Mexico har registreret flere end 120.000 coronarelaterede dødsfald, mens det officielle smittetal i landet lyder på omkring 1,35 millioner.
ritzau


























