Kinesisk redningsmandskab har søndag reddet yderligere 11 af de 22 minearbejdere, der i mere end to uger har været fanget under jorden i den østlige provins Shandong, oplyser det kinesiske statsmedie CCTV. Én af de reddede viste sig at være stærkt medtaget, men flere kunne ses gående med hjælp fra redningsmandskabet.
De i alt 22 guldminearbejdere blev fanget 10. januar i Hushan-minen nær byen Qixia, da en eksplosion blokerede udgangen. Siden har redningsmandskab arbejdet desperat for at få dem ud. Men redningsaktionen bliver besværliggjort af, at der skal bores igennem tonsvis af hård granit for at nå ned til minearbejderne.
Sidste søndag lykkedes det redningsmandskab at få kontakt til 11 af arbejderne, der er fanget cirka 580 meter under jorden. Her lykkedes det også at få sendt mad og medicin ned til dem via små rør boret fra overfladen. En af de 11 er senere død efter at være blevet hårdt såret af den indledende eksplosion.
Myndighederne tror, at endnu en minearbejder er fanget cirka 100 meter længere nede i et område fyldt med vand, der er begyndt at stige.
Opdateres ...
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter