0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Fransk familie rejser sag efter vaccineret 38-årigs død

Familie til kvinde, der døde få uger efter at have fået AstraZeneca-vaccine, ønsker forklaring, siger advokat.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Loic Venance/Ritzau Scanpix
Foto: Loic Venance/Ritzau Scanpix
Internationalt

Familien til en 38-årig fransk kvinde, der døde af en blodprop efter at have fået AstraZenecas vaccine mod coronavirus, har indbragt sagen hos anklagemyndigheden i Toulouse i det sydvestlige Frankrig.

Det oplyser familiens advokat fredag.

Indtil videre er den klage, der er indgivet, ikke rettet mod nogen person, virksomhed eller myndighed. Det er efter fransk praksis muligt at vente med det, indtil sagen er efterforsket nærmere.

Familien er i første omgang ikke ude efter erstatning eller at placere et ansvar, siger advokaten, Etienne Boittin.

»De ønsker simpelthen forklaringer og klarhed over, hvad der er sket«, siger han.

Den afdøde 38-årige kvinde var socialarbejder og arbejdede på en institution for handikappede.

Hun blev vaccineret med AstraZenecas vaccine i midten af marts. Kort tid efter fik hun det dårligt og blev indlagt på et hospital. Hun døde 29. marts af en blodprop i hjernen.

Frankrig har genoptaget brugen af AstraZeneca

Målet med at indbringe sagen ved anklagemyndigheden er at få efterforsket sagen og få et ligsyn, ’så vi kan vide, om denne vaccine kan have spillet en rolle i hendes død’, siger Boittin.

Frankrig er et af flere europæiske lande, der nu har genoptaget brugen af AstraZenecas vaccine, efter at den blev sat i bero. Det skete efter flere alvorlige blodpropper hos personer, der havde fået vaccinen.

Der er hidtil ikke konstateret en sammenhæng mellem vaccinen og de blodpropper, som nogle af de vaccinerede er blevet ramt af.

I en nylig rapport fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er der omtalt 45 dødsfald og 258 alvorlige tilfælde af blodpropper hos personer i EU- og EØS-landene, der har fået AstraZenecas vaccine frem til 11. marts.

EMA fastholder, at vaccinen er sikker, og at fordelene ved den opvejer ulemperne.

ritzau

Annonce

Læs mere