Taleban gik søndag ind i to provinshovedstæder i det nordlige Afghanistan, siger lokale talsmænd. Det er kulminationen på en offensiv i de senere uger, hvor oprørsgruppen har indtaget en lang række landdistrikter, tvunget regeringsstyrker til at overgive sig, tilfangetaget flere hundrede regeringssoldater og beslaglagt deres udstyr.
I byen Kunduz, som er hovedstad i provinsen af samme navn, indtog Taleban indgangen til byen, hvorefter talebanerne spredte sig ud i byens kvarterer. Kunduz blev kortvarigt indtaget af Taleban i 2015 og 2016, men siden fordrevet af amerikanske luftangreb og specialenheder og afghanske sikkerhedsstyrker.




























