Ti ambassadører, der har opfordret til løsladelsen af tyrkisk aktivist, vil blive erklæret persona non grata.

Erdogan: Dansk ambassadør vil blive erklæret uønsket i Tyrkiet

Foto: Afolabi Sotunde/Ritzau Scanpix
Foto: Afolabi Sotunde/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ti ambassadører i Tyrkiet, herunder den danske, vil blive erklæret for uønskede - persona non grata - i Tyrkiet.

Det siger præsident Recep Tayyip Erdogan lørdag.

Meldingen kommer, efter at de ti ambassadører i et brev har opfordret til, at den tyrkiske aktivist Osman Kavala bliver løsladt.

Ud over Danmark har Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig, Holland, USA, Canada og New Zealand underskrevet brevet.

At erklære ambassadører for persona non grata er typisk det første diplomatisk skridt inden en reel udvisning.

Det danske udenrigsministerium arbejder lørdag eftermiddag på en udtalelse om situationen. Det oplyser ministeriet til Ritzau.

Erklæringen blev afleveret mandag, og allerede tirsdag var ambassadørerne indkaldt til samtale i Tyrkiets udenrigsministerium.

Kavala blev fængslet for fire år siden for sin påståede rolle i forbindelse med regeringsfjendtlige protester i Gezi Park i Istanbul i 2013.

Han afviser anklagerne.

I februar 2020 frikendte en tyrkisk domstol Kavala og otte andre i forbindelse med de regeringsfjendtlige protester i 2013.

Friheden varede dog ikke længe. Kort tid efter sin løsladelse blev han hentet af politiet igen, da anklageren havde udstedt en ny arrestordre på ham. Denne gang på anklager om indblanding i et kupforsøg i Tyrkiet i 2016.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her