Mens russiske soldater står på grænsen til Ukraine, og verden frygter en uhyggelig krig på europæisk jord, har USA og den vestlige militæralliance Nato sendt et tilbud til Moskva, som en sikkerhedsekspert kalder for det første positive signal i retning af en mulig nedtrapning af konflikten.
Dokumenterne fra USA og Nato blev sendt i sidste uge som svar på de krav til en ny europæisk sikkerhedsorden, som Ruslands præsident, Vladimir Putin, præsenterede 17. december, men de blev først offentligt kendt onsdag, da den spanske avis El País offentliggjorde dem begge.


























