I de tidlige morgentimer torsdag dansk tid skete det, som verden har frygtet og ventet. I en tale til den russiske befolkning meddelte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at han har valgt at give grønt lys til en militær operation i Ukraine.
»Jeg har truffet beslutningen om at gennemføre en militær specialoperation,« lød det fra Putin, der kaldte en konfrontation med ukrainske styrker for »uundgåelig«.
Den amerikanske efterretningstjeneste advarede sent onsdag aften om, at en fuldtonet russisk invasion kunne begynde natten til torsdag, og ved 3-tiden om natten dansk tid lukkede Rusland delvist luftrummet omkring den ukrainske grænse ned.
Kort tid efter gik Putin så på skærmen og advarede samtidig resten af verden mod at blande sig:
»Et par ord til dem, der skulle føle sig fristet til at blande sig: Rusland vil reagere øjeblikkeligt, og I vil møde historiske konsekvenser«.
Tidligere på natten havde den ukrainske præsident, Volodimir Selenskij, ellers forsøgt sig med en direkte og følelsladet appel til den russiske befolkning, der både blev sendt på nationalt tv og lagt ud på Facebook.
»Vi er forskellige, men der er ingen grund til, at vi skal være fjender,« lød det på russisk fra den ukrainske præsident, der lovede, at Ukraine ikke havde andre dagsordener end at bevare freden:
»Men enhver provokation, den mindste gnist, kan sætte en brand i gang, der vil kunne ødelægge alting og markere begyndelsen på en stor krig på det europæiske kontinent«, fortsatte Selenskij og advarede samtidig om, at det også ville koste det russiske folk dyrt:
»Hvis vi bliver udsat for et angreb, der truer vores frihed og liv, så vil vi slå tilbage«.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, reagerede kort tid efter Putins tale med en udtalelse, der også varslede konsekvenser for Putin og Rusland.
»Hele verden beder i aften for det ukrainske folk, der nu lider under et uprovokeret og uretmæssigt angreb fra russiske styrker. Præsident Putin har valgt en krig, der vil føre til katastrofale tab af liv og menneskelig lidelse«, lød det i udtalelsen fra Biden:
»Rusland står alene med ansvaret for den død og ødelæggelse, dette angreb vil medføre, og USA og dets allierede vil reagere samlet og beslutsomt. Verden vil stille Rusland til ansvar«.
Hverken appeller, trusler eller de sanktioner, som en række lande i den vestlige verden de seneste døgn har iværksat mod Rusland og Vladimir Putin, ser dog ud til at have påvirket den russiske præsident.
Der lyder allerede nu højlydte eksplosioner i Kijev.
I sin tale begrundede Putin den militære operation med overgreb mod russere og russisksindede ukrainere begået af det ukrainske styre, som Putin sammenlignede med det nazistiske Tyskland under Anden Verdenskrig. En sammenligning, der ikke har hold i virkeligheden og ligger i forlængelse af Putins udokumenterede påstande om, at den ukrainske regering skulle have begået folkedrab i de russsisksindede udbryderregioner Luhansk og Donetsk.
Putins udmelding kom samtidig som FN’s Sikkerhedsråd skulle samles for at diskutere mulighederne for yderligere støtte til Ukraine og lægge yderligere pres på den russiske præsident.
Ledere fra G7-landene – USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Japan og Canada – vil torsdag holde et virtuelt møde, oplyser Det Hvide Hus.
fortsæt med at læse




























